torsdag den 4. februar 2010

Folkeoplysning og folkebibliotek - er hinandens forudsætning

og to sider af samme sag

På det seneste har der været debat om folkeoplysningens forhold til bibliotekerne. Nogle få har ligefrem talt om konkurrenceforvridning, da bibliotekernes læringstilbud ofte er gratis.

Som jeg oplever det er den generelle opfattelse dog, at de to tilbud supplerer hinanden. Mange starter deres uformelle læringsforløb på biblioteker og fortsætter i det mere formelle voksenundervisningstilbud hos folkeoplysningsforbundene.

Derfor er de to tilbud hinandens forudsætning og to sider af samme sag, hvilket også var udgangspunktet da Danmarks Biblioteksforening (DB) og Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) formulerede en fælles opfordring til de to ministerielle udvalg der PT arbejder med Folkebiblioteker og Folkeoplysning. De to foreninger opfordrer til, at der lokalt udarbejdes fælles udviklingsplaner for at sikre dialog mellem områderne.

Vi sendte også opfordringen til Kommunernes Landsforening da deres bestyrelse den 10. januar opfordrede kommunerne til at være opmærksomme på konkurrenceforholdet mellem folkebibliotekerne og aftenskolerne.

Fælles udviklingsplaner i de enkelte kommuner
Da folkeoplysning og folkebibliotek er hinandens forudsætning og to sider af samme sag, foreslår DFS og DB at de to ministerielle udvalg, ”Folkeoplysningsudvalget” under undervisningsministeren og ”Folkebibliotekernes rolle i Videnssamfundet” under kulturministeren, går sammen om at anbefale, at der bliver udarbejdet fælles udviklingsplaner for folkeoplysning og biblioteker i hver enkelt kommune.

De to foreninger anbefaler, at biblioteker og folkeoplysning i kommunerne arbejder sammen om at sikre den bedste udnyttelse af kommunens ressourcer til den livslange læring. Gennem dialog og konkrete aftaler mellem de to områder kan der opnås en bedre effekt af den fælles læringsindsats.

Målet er at sikre borgerne de bedste muligheder for livslang læring, og dette kan gøres gennem fælles udviklingsplaner, der definerer individuelle roller og specificerer områder for samarbejde. I bibliotekerne og de folkeoplysende organisationer kan mange ressourcer, udnyttes bedre gennem et styrket samarbejde.

DFS og DB anbefaler, at et nyt udviklingsgrundlag for samarbejdet er et fælles mål om at styrke den enkelte borgers demokratisk deltagelse. Dette grundlag omfatter lærings- og dannelsesprocesser for borgerne, som går på tværs af og opløser folkebibliotekets og folkeoplysningens traditionelle lærings- og dannelsesopgave.

Samarbejde mellem biblioteker og oplysningsforbund
Der er mange samarbejdsformer mellem de to områder, som har hver deres forskellige lokale udgangspunkter. Umiddelbart kan der eksempelvis peges på:
  • at de folkeoplysende organisationers aktiviteter finder sted på biblioteket.
  • at de folkeoplysende organisationer trækker bibliotekerne ind i deres virksomhed og arrangerer undervisningstilbud, der ligger i forlængelse af bibliotekernes introduktionstilbud. Bibliotekerne og de folkeoplysende organisationer planlægger i fællesskab aktiviteter, der har fælles interesse.
  • at de folkeoplysende organisationer og bibliotekerne koordinerer aktivitetsplaner.
  • at fælles aktiviteter markedsføres og gennemføres som fælles aktiviteter, f.eks. foredragsrækker og demokratirelaterede debatarrangementer samt inddragende aktiviteter.
  • at udnytte biblioteket som hvervested for nye kunder til undervisningsaktiviteter i de folkeoplysende organisationer.

Opfordring fra DFS og DB
Derfor opfordrer DFS og DB til en fælles anbefaling af, at der i kommunerne udarbejdes fælles udviklingsplaner for folkeoplysning og folkebiblioteker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar