Gå videre til hovedindholdet

Bibliotekar-skepsis over for terrorværn

I dag skriver DR på deres hjemmeside:

Internetbrugere på landets biblioteker skal måske have kørekortet op af lommen i fremtiden, hvis de vil komme til. Det kan blive det næste skridt i kampen mod terror. Det skriver justitsministeren i et høringssvar.

I dag kan man på de fleste danske biblioteker frit og kvit sætte sig ved en computer, eller logge på trådløst, og benyttet internettet. Men nu skal en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet og Videnskabsministeriet se på mulighederne for at indføre en egentlig brugerregistrering.
Det skal ske for at gøre det sværere for organiserede kriminelle og terrorister at kommunikere sammen.

Overordentlig bureaukratiskMen den udmelding vækker i ikke begejstring hos Danmarks Biblioteksforening. Direktør Michel Steen-Hansen mener at tanken er overordentlig bureaukratisk.

- For det første vil sådan en ordning kræve ekstra resurser og så tror jeg ikke den vil have den nødvendige effekt, fordi der er så mange andre steder i det offentlige rum kriminelle og potentielle terrorister vil kunne gå på internettet, siger han til DR Nyheder.
Flere biblioteker tilbyder i dag også trådløs adgang til internettet. Michel Steen-Hansen frygter at en eventuel tvungen brugerregistrering vil gøre op med ordningen.

Er gearet
Bliver registreringen et krav mener Michel Steen-Hansen godt, at bibliotekerne vil kunne håndtere opgaven.

- Det vil godt kunne lade sig gøre. Faktisk er der allerede i dag nogle biblioteker, som registrerer deres internetbrugere. Men spørgsmålet er, hvor langt vi skal gå? For terrorloven giver i dag allerede mulighed for, at politiet kan møde uanmeldt op og få indsigt i hvem der lige nu bruger nettet på biblioteket og hvad de laver, siger han.

Arbejdsgruppen der er nedsat af Justitsministeriet og Videnskabsministeriet ventes at komme med deres anbefaling til i foråret næste år.

KILDE http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/07/28/103819.htm

berlingske tidende er noget mere positive over for den omsiggribende registrering af borgerne, der lægges op til.

De skriver:
Af Jens Ejsing Mandag den 27. juli 2009, 22:06

Regeringen vil optrappe kampen mod terror og organiseret kriminalitet. Det kan betyde, at danskerne skal til at identificere sig, hvis de vil bruge computere på biblioteker og internetcafeer eller logge på hotspots og købe taletidskort.

Bibliotekarer kan fremover blive inddraget i regeringens kamp mod international terror og organiseret kriminalitet.

Regeringen vil nemlig undersøge, om brugere af bibliotekerne fremover skal fremvise identifikation såsom pas eller sygesikringskort og lade sig registrere, hvis de vil bruge bibliotekernes computere til at komme på internettet.

På samme måde vil regeringen finde ud af, om det er muligt at registrere og identificere kunder, der køber taletidskort i kiosker, benytter internetcafeer eller trådløse netværk, såkaldte hotspots, rundt omkring på hoteller, cafeer osv.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg. Ministeriet oplyser til udvalget, at der ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiet er »en stigning i de problemer, som brugen af uregistrerede taletidskort udgør i forbindelse med efterforskningen af sager om terrorisme og organiseret kriminalitet«.

Dertil kommer, at »den stadig stigende udbredelse af gratis hotspots på offentligt tilgængelige steder« indebærer »tiltagende problemer for politiets og efterretningstjenestens muligheder for at efterforske sager om terrorisme og organiseret kriminalitet, hvor telefon- og internetaflytning ofte er et afgørende efterforskningsredskab«.

Derfor nedsætter Justitsministeriet og Videnskabsministeriet nu en arbejdsgruppe, der i foråret 2010 »skal komme med anbefalinger om en mulig brugerregistreringsordning ved taletidskort, internetcafeer, gratis hotspots og internetadgang på biblioteker«.

Praktiske problemer
SFs Karina Lorentzen Dehnhardt har »ingen problemer med«, at der bliver indført krav om identifikation ved køb af taletidskort.
»Det virker urimeligt, at kriminelle kan slippe af sted med at købe anonyme taletidskort,« siger hun.
Til gengæld tvivler hun på, at det nytter noget at forlange pas eller sygesikringsbevis af computerbrugere på biblioteker.
»De, der bruger nettet til noget kriminelt, har formentlig ikke behov for at gå på det lokale bibliotek,« siger hun:
»Jeg har svært ved at forestille mig, at det er et stort problem. Der er ingen grund til at lave bureaukrati og nye regler, hvis der ikke er et problem.«
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er tilfreds med, at regeringen nedsætter en arbejdsgruppe. »Men i den praktiske verden kan der være vanskeligheder,« som han udtrykker det.

»Kontrollerer bibliotekaren nu også identiteten på låneren ordentligt? Er et sygesikringskort tilstrækkelig identifikation? Børn har f.eks. ikke andet. Der findes et utal af forsvundne sygesikringskort i omløb, som kan bruges som identifikation af kriminelle. Bør der ikke være mere præcise id-oplysninger på sygesikringskort? F.eks. foto,« lyder det fra Peter Skaarup:
»Men alt det må arbejdsgruppen nu undersøge, for fremvisning af id er bestemt et brugbart og nødvendigt initiativ i forbindelse med kampen mod terror og organiseret kriminalitet.«




Berlingske Tidende skriver så den 29. juli 2009, 1. sektion, side 4

Biblioteker tvivler på terror-overvågning

IDENTIFIKATION. Bibliotekerne er ikke begejstrede for, at de måske skal til at tjekke identiteteten på brugere, der anvender deres computere, som beskrevet i Berlingske Tidende i går. Registeringen af brugerne skal forbedre myndighedernes muligheder for at efterforske terror og organiseret kriminalitet. Ifølge direktøren for Danmarks Biblioteksforening , Michel Steen-Hansen, vil det »kræve ekstra resssourcer«, ligesom han ikke tror, at det »vil have den nødvendige effekt, fordi der er så mange andre steder i det offentlige rum, kriminelle og potentielle terrorister vil kunne gå på internettet«.

Kommentarer

  1. Ja, vi lever i et frit samfund!
    Ja, vi lever i en retsstat!

    Det vil og skal altid gøre det vanskeligere at overvåge det enkelte menneske.

    En totalitær stat undertrykker sine borgere ved at kontrollere og begrænse, men det gør en demokratisk stat ikke.

    Jeg synes, at det er fantastisk, at repræsentanter fra danske demokratiske partier bliver ved med at forsøge at overvåge og kontrollere befolkningen. Var det ikke det, vi vendte os mod i Østblokken? Er det ikke det vi vender os imod i Kina, i de muslimske diktaturstater.

    Har vi ikke lige glædet os vildt over at twitter gav os mulighed for at få viden om oprøret i Iran? Mon ikke herskerne dér ville have elsket mere kontrol med de folk, som de ville kalde terrorister, men som vi kalder frihedskæmpere.

    Angreb på vores frihedsrettigheder - også i terrorangstens skygge - er og bliver udemokratisk, og jeg fatter ikke, at en konservativ minister som Brian Mikkelsen går forrest!

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Oversigt viser årelang nedbarbering af bibliotekerne - lad det være et wake-up call

"Oversigt viser årelang nedbarbering af bibliotekerne – »grænsen er nok nået« ifølge interesseorganisation" er overskriften på en artikel i Kulturmonitor i dag. Og denne milde underdrivelse om at grænsen nok er nået stammer fra mig og Danmarks Biblioteksforening. Den kunne også have været børn der ikke har adgang til bøger bliver dårligere til at læse. Baggrunden for artiklen er en opgørelse som kulturministeriet har lavet til SF’s socialordfører, Theresa Berg-Andersen. Her har ministeren opgjort antallet af for biblioteker fra 2006 og frem til i dag og gjort det klart, at antallet af danske biblioteker er faldet drastisk gennem de sidste 17 år. Opgørelsen viser at at antallet af biblioteksfilialer, er faldet fra 420 (2006) til 310 (2022) altså en en lukning af 1/4 af bibliotekerne. Havde de dykket lidt længere tilbage end til kommunalreformen kunne de se at antallet er halveret siden 1996 hvor der var 900 betjeningssteder. Stof til politisk eftertanke I Kulturmonitor siger

Fremtidens fysiske bibliotek i Slagelse

Idé I mange år havde Slagelse Centralbibliotek ønsket en udbygning. I 2000 blev arkitekt Claus Bjarrum derfor inviteret til at fortælle om biblioteksbyggeri. Han sagde de magiske ord: I har masser af plads, I bruger den bare forkert! Det blev et af udgangspunkterne da projekt Fremtidens fysiske bibliotek tog sin begyndelse. Biblioteket havde også i nogle år haft en række organisatoriske udfordringer. Derfor valgte man at kæde de to ting sammen. Lundgaard konsulenterne blev koblet på en organisationsudvikling, samtidig med at en arkitekt fra Claus Bjarrum A/S fulgte processen. Den ny organisationsplan byggede på fire dimensioner: Kultur, Viden og Information, Børn samt en social dimension. Denne organisation har vi løbende udfoldet, men det er en ganske anden historie. Med udgangspunkt i disse dimensioner tegnede arkitekten tre skitser til et nyt bibliotek i de eksisterende bygninger. Et entusiastisk kulturudvalg traf den endelige beslutning om at iværksætte skitse 1 til godt 10 mio. kr

Der er brug for bibliotekerne som aldrig før også for Vanopslagh

Hen over sommeren har der været en del debat om biblioteket, som opstod i kølvandet på at formanden for Liberal Alliances Alex Vanopslagh i sin bog ’Vejen til ansvar’ forslår at lukke bibliotekerne. Debatten koger stadig og i dag tager vi en tur i et par radiokanaler, hvor Radio4 sætter emnet til debat kl. 9.00-10.00 og Paw Østergaard Jensen, formand for Danmarks Biblioteksforening spiller ud i Radio4 kl. 09.35 i en snak om, hvorfor det er der er behov for bibliotekerne som ingensinde før og det er da også landets mest besøgte kulturinstitution. P1 Debat forsætter Kl 12.15 -13.30 (denne er udsat til senere på ugen) hvor spørgsmålene igennem debatten bliver: ’Luk folkebibliotekerne? Kan og bør private erstatte dem? Vil det sætte viden, dannelse og lokalsamfund og sammenhængskraft over styr, hvis man lukker? Er bogen død? Er det bibliotekernes rolle at holde diverse arrangementer? Og er systemet indrettet rigtigt i kommunalt regi?’ Panelet er: Jens Kristian Lütken (V) KBH, Simon Fe