onsdag den 11. april 2018

Fremtidens rammer om landets mest besøgte kulturinstitution til diskussion #DBtopmøde


I disse dage finder en af de store kulturpolitiske begivenheder sted i Herning, når omkring 500 kulturpolitikere og kulturfolk har sat hinanden stævne.


Hvilken rolle spiller kulturen og bibliotekerne for udviklingen af fremtidens samfund, for det enkelte menneske, for den demokratiske deltagelse og for folkestyrets udvikling?

Dette og andre emner kommer under grundig behandling, når kulturministeren og folketingsmedlemmer sammen med en hel masse af de kommunale kulturpolitikere, bibliotekschefer og andre fra kulturverdenen mødes til det Bibliotekspolitiske Topmøde 2018 i MCH Herning Kongrescenter.
Se  Program og praktiske oplysninger

En lang række politikere og fagfolk vil i løbet af Topmødet tage biblioteksloven under kærlig behandling, ligesom kulturminister Mette Bock (I) på Topmødet giver sit syn på sagen, herunder det serviceeftersyn af bibliotekerne, som ministeren sidste år annoncerede.

For to år siden tog Danmarks Biblioteksforening for alvor fat i debatten om hvorvidt biblioteksloven er tidssvarende. Dette års topmøde vil over to dage belyse og diskutere bibliotekernes udfordringer den kommende tid – som måske fører en revision af loven med sig.
Jeg har skrevet en artikel om emnet i tidsskriftet Danmarks Biblioteker,
som udkommer i dag og kan læses her


Danmarks Biblioteksforenings formand, kulturudvalgsformand i Aarhus Steen Bording Andersen (A) siger i dag i pressemeddelelse, at han ser frem til debatten på topmødet: ”Jeg ved at bibliotekerne overalt dagligt på alle mulige kreative og konstruktive måder forsøger at nå endnu bredere ud - også til grupper som normalt ikke bruger biblioteket.

Ambition er at nå endnu bredere ud og det tror jeg kræver en revideret bibliotekslov. En lov som sætter mennesker og ikke materialer i centrum. En ny lov skal have et bredt sigte men også vise retning. En retning som peger på litteratur og læselyst og på involvering, deltagelse og demokrati. Biblioteket skal være stedet for den nysgerrige og engagerede borgere.”

Steen Bording Andersen genopstiller i øvrigt som formand for Danmarks Biblioteksforening, på Det Bibliotekspolitiske Topmøde den 12. og 13. april, hvor der vælges formand og næstformænd for foreningens næste 4 år. En valghandling som altid finder sted, når der har været kommunevalg, det er nemlig ude i kommunerne man skaber fremtidens biblioteker. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar